---
title: "Vedtægter for Aalestrup-Nørager Energi a.m.b.a."
description: "Vedtægter"
date: "2026-06-10"
created: "2026-06-10"
---

[Hjem](https://an-energi.dk/)

                    [Varme](https://an-energi.dk/varme)

                [Vedtægter for Aalestrup-Nørager Energi a.m.b.a.](https://an-energi.dk/varme/vedtaegter-for-aalestrup-noerager-energi-amba)

# Vedtægter for Aalestrup-Nørager Energi a.m.b.a.

## Vedtægter for Aalestrup-Nørager Energi a.m.b.a.

### §1 Navn og hjemsted

1.1 Selskabets navn er Aalestrup-Nørager Energi a.m.b.a. (i daglig tale AN Energi)

1.2 Selskabet er et andelsselskab med begrænset ansvar (a.m.b.a.).

1.3 Selskabets hjemsted er Vesthimmerlands Kommune.

### §2 Formål og forsyningsområde

2.1 Selskabets formål er at producere og levere varme til Aalestrup, Nørager, Simested og Hvam-Gl.Hvam samt nærmeste omegn.

2.2 Selskabet kan forestå tekniske og administrative opgaver for andres forsyningsvirksomheder, forudsat selskabet et vederlag herfor, som mindst dækker eller overstiger selskabets omkostninger herved.

2.3 Selskabets forsyningsområde fastsættes til enhver tid af selskabets bestyrelse under hensyntagen til den til enhver tid gældende lovgivning som til såvel tekniske som økonomiske forhold.

### §3 Andelshavere

3.1 Som andelshaver kan optages en fysisk eller juridisk person, såfremt denne er:

1. Ejer af en matrikuleret ejendom.
2. Ejer af en ejerlejlighed, når denne har selvstændig hovedmåler tilhørende selskabet.
3. En andelsbolighaver, når denne har selvstændig hovedmåler tilhørende selskabet.
4. Ejer af bygning på lejet grund.
5. En ejerlejlighedsforening/andelsboligforening eller et boligselskab, der som fællesfacilitet har den selvstændige direkte tilslutning til selskabets ledningsnet med hovedmåler tilhørende selskabet.

3.2 Enhver, som opfylder de i §3.1 anførte betingelser, og hvis ejendom ligger indenfor forsyningsområdet, er berettiget til at blive optaget som andelshaver, såfremt den pågældende ejendom forsynes med fjernvarme.

3.3 Andelshavere og forbrugere skal respektere selskabets gældende vedtægter samt de øvrige vilkår for levering af varme, der måtte være gældende for selskabet, herunder f.eks. tarifblade og de af selskabets bestyrelse udarbejdede almindelige leveringsbestemmelser samt tekniske leveringsbestemmelser.

3.4 Når særlige forhold gør sig gældende, f.eks. med hensyn til bygningskarakter og varmebehov, kan bestyrelsen indgå særaftaler med hensyn til tilslutning og varmelevering.

### §4 Andelshavernes hæftelse og økonomiske ansvar

4.1 I forhold til tredjemand hæfter den enkelte andelshaver alene for selskabets forpligtelser med sit indskud i form af tilslutningsafgift. Herudover hæfter andelshaveren ikke personligt.

4.2 Selskabets bestyrelse udarbejder tarifferne under hensyntagen til den til enhver tid gældende lovgivnings retningslinjer om tariffastsættelse.

### §5 Udtrædelsesvilkår

5.1 En andelshaver kan udtræde af selskabet med en måneds skriftlig varsel til udgangen af en måned, når der er gået fem måneder fra aftalens indgåelse.

Udtrædelse er dog til enhver tid begrænset af lovgivningen og offentlige myndigheders beslutninger.

5.2 På udtrædelsestidspunktet forpligter andelshaveren sig til at betale:

1. Afgifter i forhold til årsopgørelse.
2. Eventuelt skyldige afgifter.
3. Et beløb til dækning af udgifter ved afbrydelse af stikledningen ved fordelingsledningen, nedtagning af måler og andet tilhørende selskabet.
4. Selskabets omkostninger ved eventuel fjernelse af de selskabet tilhørende ledninger på den udtrædendes ejendom, i det omfang sådanne ledninger alene vedhører den udtrædendes varmeforsyning.

Hvis det ikke er muligt at overdrage den ledigblevne kapacitet til nye andelshavere, kan endvidere opkræves:

5. Andel af anlæg og renoveringsudgifter, opgjort på opsigelsestidspunktet på grundlag af senest anmeldte priseftervisning til Energitilsynet. Godtgørelsen beregnes som den udtrædendes andel af selskabets samlede anlægsudgifter på opsigelsestidspunktet med fradrag af de afskrivninger, der har været indregnet i priserne. Den udtrædendes andel af selskabets ovennævnte anlægsudgifter med fradrag af foretagne afskrivninger beregnes på grundlag af den udtrædende andelshavers andel af selskabets samlede registrerede tilslutningsværdi i regnskabsåret inden opsigelsen.

### §6 Generalforsamling

6.1 Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed. Såvel ordinære som ekstraordinære generalforsamlinger afholdes samtidig med generalforsamlinger i Aalestrup Vand a.m.b.a. Generalforsamlingen tilstræbes afholdt på skift i forsyningsområdets byer.

6.2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år så betids, at den godkendte årsrapport kan være Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i hænde senest fem måneder efter regnskabsårets afslutning.

6.3 Generalforsamlinger indvarsles med mindst 14 dages varsel og højst fire ugers varsel ved annonce i mindst et lokalt blad efter bestyrelsens skøn og/eller ved skriftlig indbydelse og med angivelse af dagsorden.

6.4 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde

1. Valg af dirigent, idet valget foretages af andelshaverne i selskabet og Aalestrup Vand a.m.b.a. i forening.
2. Beretning for det forløbne regnskabsår.
3. Det reviderede årsregnskab fremlægges til godkendelse.
4. Forelæggelse af budget for indeværende driftsår til orientering
5. Forslag fra bestyrelsen.
6. Indkomne forslag fra andelshaverne/varmemodtagere.
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer til selskabet og Aalestrup Vand a.m.b.a.
8. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen for selskabet og Aalestrup Vand a.m.b.a.
9. Valg af registreret eller statsautoriseret revisor.
10. Eventuelt.

6.5 På generalforsamlinger har hver andelshaver, dennes ægtefælle eller tinglyst medejer én stemme for hver ejendom, herunder ejerlejlighed, der opfylder betingelserne i §3.1. Ingen andelshaver kan dog afgive mere end fire stemmer.

For udlejningsejendomme, andelsboligforeninger, ejerlejlighedsforeninger og boligselskaber udøves stemmeretten af andelshaveren, medmindre denne vælger at delegere stemmeretten til varmeaftagerne.

Såfremt andelshaveren vælger at delegere stemmeretten til varmeaftagerne, er disse berettiget til at afgive en stemme pr. registreret bolig/lejemål, såfremt selskabet senest otte dage før generalforsamlingen modtager en opdateret navnefortegnelse over de registrerede boliger/lejemål.

Andelshavere, der både kan stemme som varme- og vandforbrugere har kun én stemme ved afstemninger på generalforsamlingen.

6.6 Stemmeret kan udøves ved skriftlig fuldmagt. Ingen andelshaver kan dog afgive mere end én stemme mere end sine ifølge §6.5.

6.7 Det er en forudsætning for stemmeudøvelse, at andelshaveren/varmeaftageren ikke er i restance med noget beløb, der af selskabet med rette er overgivet til inkasso, uden at der er begrundet tvivl om selskabets krav på betaling.

6.8 Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed uden hensyn til de mødtes antal.

6.9 Vedtægtsændringer kan kun besluttes af andelshavere.

Til vedtægtsændringer kræves, at mindst halvdelen af selskabets andelshavere er repræsenteret på generalforsamlingen og endvidere, at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de af andelshaverne afgivne stemmer, som er repræsenteret på generalforsamlingen ved stemmeafgivelsen.

Er mindre end halvdelen af andelshaverne repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget er vedtaget af 2/3 af de repræsenterende andelshavere, indkalder bestyrelsen inden 14 dage til en ny generalforsamling. Denne generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter datoen for første generalforsamling, og forslag kan da vedtages alene med simpel stemmeflerhed af andelshavere på generalforsamlingen, uden hensyn til det repræsenterende antal andelshavere.

6.10 Vedtægtsændringer skal, så længe kommunen har stillet garanti for selskabets gæld, godkendes af kommunalbestyrelsen.

6.11 Selskabernes bestyrelse er bemyndiget til at foretage sådanne ændringer i selskabernes vedtægter, som er nødvendige på grund af offentlige myndigheders krav, uden at reglerne for vedtægtsændringer skal følges. Bestyrelsen skal på førstkommende generalforsamling redegøre for sådanne ændringer.

6.12 Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest otte dage før generalforsamlingen. Bestyrelsen er forpligtet til at undersøge om fremkomne forslag er i overensstemmelse med gældende lovgivning.

6.13 Det reviderede årsregnskab samt eventuelle forslag skal være fremlagt på selskabets kontor og/eller hjemmeside senest otte dage før generalforsamlingen.

6.14 Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 10% af andelshaverne skriftligt fremsætter ønske herom ledsaget af de forslag, der ønskes behandlet.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes inden fem uger efter modtagelsen af skriftligt ønske herom.

6.15 Alle beslutninger indføres i selskabets forhandlingsprotokol. Forhandlingsprotokollen skal altid underskrives af dirigenten.

### §7 Bestyrelsen

7.1 Selskabets bestyrelse består af seks personer, som enten er andelshavere i selskabet eller Aalestrup Vand a.m.b.a. Selskabets bestyrelse skal stedse være identisk med bestyrelsen i Aalestrup Vand a.m.b.a.

7.2 Valg af bestyrelsen i selskabet og valg af bestyrelsen i Aalestrup Vand a.m.b.a. sker ved samme valghandling, således at andelshaverne stemmer samtidig om samme kandidater. Bestyrelsen vælges i øvrigt på følgende måde:

1. Bestyrelsesmedlemmerne vælges på selskabets generalforsamling for to år ad gangen, men kan genvælges. Der afgår og vælges hvert år tre bestyrelsesmedlemmer.
2. Mindst fire bestyrelsesmedlemmer skal være andelshavere i såvel selskabet som Aalestrup Vand a.m.b.a.
3. Boligforeninger kan højst være repræsenteret i bestyrelsen med ét medlem.
4. Andelshavere, der kun er andelshavere i Aalestrup Vand a.m.b.a. kan højst være repræsenteret i bestyrelsen med ét bestyrelsesmedlem.

7.3 Valg foregår på den ordinære generalforsamling. Kandidatforslag og den efterfølgende afstemning er skriftlig.

7.4 Hvert stemmeberettiget andelshaver i selskabet og Aalestrup Vand a.m.b.a. kan foreslå flere kandidater, men kan ikke stemme på flere end det antal kandidater, som er på valg.

7.5 Valgt er de kandidater, der opnår størst stemmetal (dog skal §.1 nr. 2, 3 og 4 være overholdt). Ved stemmelighed foretages omvalg af de berørte.

7.6 De to kandidater, der opnår størst stemmetal uden at blive valgt til bestyrelsen, indtræder som suppleanter for bestyrelsen i såvel selskabet som Aalestrup Vand a.m.b.a.

7.7 Valgbar til bestyrelsen er enhver stemmeberettiget forbruger.

7.8 For at kunne vælges til bestyrelsen, skal andelshaveren fremmøde personligt på generalforsamlingen eller have fremsendt skriftlig accept til selskabet på selskabets hjemstedsadresse, senest en dag før generalforsamlingen.

### §8 Selskabets ledelse

8.1 Bestyrelsen har den overordnede ledelse af selskabet og alle dets anliggender. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen konstituerer sig med formand og næstformand. Bestyrelsesmøder holdes samtidig med bestyrelsesmøder i Aalestrup Vand a.m.b.a.

8.2 Bestyrelsen er beslutningsdygtig , når mindst fire af dens medlemmer er mødt op til indvarslet møde. Bestyrelsens beslutninger træffes ved flertalsafgørelser. Står stemmerne lige, er formandens - og i hans fravær - næstformandens stemme afgørende. Hvis et bestyrelsesmedlem gentagne gange udebliver fra møder, kan bestyrelsen indkalde 1. suppleanten.

8.3 Over det på bestyrelsesmøder passerede føres et referat, hvori også et eventuelt mindretal har ret til at forlange deres motiverede forslag eller afstemninger indført. Referat over bestyrelsesmøder udsendes til samtlige bestyrelsesmedlemmer senest otte dage efter bestyrelsesmødet. Referatet underskrives på næste møde.

8.4 Bestyrelsen antager og afskediger daglig leder og andet overordnet personale, og den træffer aftale om løn- og ansættelsesforhold.

8.5 Bestyrelsen har bemyndigelse til i selskabets navn at optage lån, købe, sælge og pantsætte fast ejendom samt foretage enhver anden forretning og disposition vedrørende selskabet.

8.6 Bestyrelsen kan meddel prokura, enkel eller kollektiv. Selskabet tegnes af formanden eller næstformanden i forening med ét yderligere bestyrelsesmedlem eller af den samlede bestyrelse.

### §9 Regnskab og revision

9.1 Selskabets regnskabsår er 1. januar til 31. december. Årsregnskabet opgøres under hensyntagen til lovgivningens bestemmelser og god regnskabsskik.

9.2 Regnskabet revideres af en af generalforsamlingen valgt statsautoriseret eller registreret revisor. Der vælges samme revisor for selskabet som for Aalestrup Vand a.m.b.a., idet valghandlingen gennemføres som ved bestyrelsesvalg.

### §10 Selskabets opløsning

10.1 Beslutning om selskabets opløsning kan kun vedtages af generalforsamlingen efter reglerne om vedtægtsændringer og i øvrigt i henhold til den enhver tid gældende lovgivning.

10.2 Besluttes selskabets opløsning, skal der på generalforsamlingen, hvor beslutningen tages, vælges en eller flere likvidatorer til at forestå opløsningen.

10.3 Eventuelt overskud ved opløsningen skal fordeles mellem andelshavere i forhold til andelshavernes andele af selskabets forbrugsmæssige omkostninger i det sidste regnskabsår. Ingen andelshaver kan få udbetalt et større beløb end den pågældendes indskudskapital. Eventuelt overskud herefter anvendes til kollektive varmeforsyningsformål efter generalforsamlingens beslutning.

### §11 Midlertidig bestemmelse

11.1 Bestyrelsen udvides fra nærværende bestemmelses vedtagelse og indtil den ordinære generalforsamling i 2020, med et medlem udpeget af Hvam - Gl. Hvam Kraftvarmeværks bestyrelse. Selvom der fra dette tidspunkt ikke længere er udpegede bestyrelsesmedlemmer fra Hvam - Gl. Hvam kan de selvfølgelig derefter indvælges i selskabets bestyrelse på lige fod med selskabets øvrige forbrugere. Ved den ordinære generalforsamling i 2020 bortfalder denne bestemmelse uden yderligere vedtagelse.

11.2 Regnskabsåret er omlagt i 2018, hvilket medfører et forkortet regnskabsår fra 01-04-2018 til 31-12-2018.

Således vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 28.03.2018 og ekstraordinær generalforsamling den 18.04.2018. Anmeldt til Energitilsynet som gældende fra den 18.04.2018.
