---
title: "Gedsted Varmeværk og AN Energi stiler mod fusion"
description: "Der er igangsat en proces for at belyse alle muligheder og aspekter i en sammenlægning."
date: "2026-09-16"
created: "2026-09-16"
---

[Hjem](https://an-energi.dk/)

                    [Nyheder](https://an-energi.dk/nyheder)

                [Gedsted Varmeværk og AN Energi stiler mod fusion](https://an-energi.dk/nyheder/gedsted-varmevaerk-og-an-energi-stiler-mod-fusion)

# Gedsted Varmeværk og AN Energi stiler mod fusion

Kravene fra myndigheder, flere administrative og driftsmæssige opgaver, men også udfordringer med at oprette og sikre de rette kompetencer på alle niveauer gør, at fjernvarmeværkerne i Gedsted og Aalestrup stiler mod en sammenlægning.

AN-Energi har tilsluttet godt 2.350 forbrugere i Aalestrup, Nørager, Hvam, Gl. Hvam, Rørbæk og Simested, mens der er tilsluttet godt 450 forbrugere til varmeværket i Gedsted.

I Aalestrup bliver tæt på 80% af varmen produceret på biomasseanlæggene på Elmegaardsvej, tæt på 20% på solvarmeanlægget, mens den resterende andel bliver produceret på gas-motorerne i Nørager og Hvam, når der mangler strøm i elnettet, og der dermed er økonomi i at starte motorerne op.
I Gedsted produceres ca. 90% af varmen på flis-anlægget, der blev etableret på den tidligere foderstof i 2016, mens resten bliver produceret på gaskedler og motorer på værket på Nørrevold. I de seneste år har gasanlægget kørt på biogas leveret fra en lokal landmand, men dette anlæg er nu blevet lukket ned, så man nu igen producerer på gas fra det danske naturgasnet.

I første omgang er der ikke planer om at sammenkoble de to værker, som man mange gange ser ved fusioner. En sådan sammenkobling vil pt. ikke være økonomisk rentabel. På sigt kan det dog ikke afvises, at der, for eksempel ved en udvidelse, opgradering eller ombygning af de eksisterede produktionsenheder, vil kunne være økonomi i at sammenkoble de to værker. Ligeledes kan skærpede myndighedskrav til de respektive anlæg også betyde, at man skal se ind i sammenkobling.

Det betyder, at man i første omgang fortsætter taksterne under de respektive værker, som de er i dag. Men det er klart, at målsætningen med tiden er at tilstræbe en ens afregningspris for alle forbrugere, tilsluttet det sammenlagte selskab.

Gevinsten for begge selskaber er, at man vil kunne fastholde og udnytte medarbejderne, og medarbejdernes kompetencer bedre. Det vil på alle måder være med til at gøre det fælles selskab mere robust, og på både kort, men især på lang sigt sikre, at selskabet er klar til at imødekomme fremtidens krav og udfordringer.
Og dermed er det helt klare mål også at sikre, at der kan fastholdes en stabil og billig varmeforsyning til vores forbrugere i fremtiden.

Ligeledes vil man med en sammenlægning stå stærkere og mere robust i forhold til kommende, allerede kendte og forventede investeringer til den grønne omstilling af fjernvarmesektoren.

Udover drift og administration af egne værker, udfører begge værker i dag drift og/eller administration for en række andre mindre vand- og varmeværker i lokalområdet. Disser opgaver vil forsætte uændret, i henhold til de gældende kontrakter med de respektive værker. Der er en forventning om, at der i fremtiden vil blive flere værker, der vil ønske hjælp til drift og administration.

Der en nu igangsat en proces for at belyse alle muligheder og aspekter i en sammenlægning. Det er en proces, som involverer både jurister, revisorer, myndigheder og en ligeledes stor indsats af de to værkers ledelse og medarbejdere. Der arbejdes med en plan i flere step, hvor man efter hvert step evaluerer resultater og muligheder, inden man går videre til næste step.

Håbet er, at man allerede på forårets generalforsamlinger kan fremlægge resultatet af undersøgelserne, og hvilke planer der fremadrettet derfra skal arbejdes med. Såfremt alt flasker sig positivt, vil en sammenlægning kunne ske allerede omkring årsskiftet 2027/28

På vegne af AN-Energi
Søren Hestbæk, Bestyrelsesformand

På vegne af Gedsted Varmeværk
Per Ibsen, Bestyrelsesformand

![](https://an-energi.dk/i/MOLIRIMEDIA/52034279-9036-4254-93ac-4ae66b9f4f81?width=800)

            Del indhold
            Link kopieret
